We use cookies - they help us provide you with a better online experience.
By using our website you accept that we may store and access cookies on your device.

Iraker: Flagsamlere bombarderer mig med mails

Torsdag da det blev muligt at arrangere træningskampe klokken otte dansk hattrick-tid, begyndte det at vælte ind med udfordringer hos den irakiske bruger The_Iceman_(11166913). På bare 20 minutter havde han modtaget 268 af slagsen.

Sådan er det hver uge, når man er træner for et hold i en nation med få brugere, og som derfor har flag, der er i høj kurs på Hattrick-supporternes flagjagtmarked.

Men tiden, som han bruger på at finde en interessant modstander blandt de mange lovlige venskabskamp-anmodninger, er intet imod den række af mails, som han hver uge bruger tid på i sin HT-inbox. Langt de fleste er i strid med reglerne og kan give bøder eller karantæne, hvis de anmeldes.

Siden The_Iceman begyndte at spille hattrick i 2006 - i begyndelsen med et andet hold end det nuværende - har han modtaget 5.000 ulovlige HT-mails, vurderer han. Efterhånden er det så stort et irritationsmoment, at han har vænnet sig til at bruge adskillige timer hver uge på at anmelde de mange brugere, som sender ham mails.

- De skriver "accepter mig", "hey, hjælp mig med at samle flag og accepter udfordringen" eller "vær sød at acceptere". Jeg kunne blive ved i evigheder. Prøv at forestil dig, at det var dig, der fik så mange ligegyldige spammails. Det er virkelig åndssvagt og aldeles ikke et venligt forsøg på at møde en manager. De er kun ude efter dit flag, og at tigge efter et flag er altså ikke tilladt. Det er ikke en måde at bruge HT-mail-systemet på. Det er misbrug af systemet. Og det skal straffes. Hvis du fik sådan en mail en gang om ugen, så kan det måske gå. Men ikke adskillige hver dag, erklærer The_Iceman.

The_Iceman opfordrer alle brugere til at gøre som han selv. Han anmelder nemlig i stor stil de mange supportere, som har problemer med at følge reglerne.

- HT-funktionærstaben gør virkelig noget ved det. De svarer mig, og de handler derefter. Det ved jeg, fordi jeg får masser af sarkastiske tilbagemeldinger fra folk, der skriver "tak for bøden/advarslen". Jeg griner bare af det, fortsætter The_Iceman.

Faktisk gør The_Iceman mange brugere en tjeneste, som gør, at han måske ikke får lige så mange spammails som så mange andre fra de små nationer. Han skriver nemlig på sin holdpræsentations-side, at han anmelder alle, der sender ham mails i strid med reglerne.

- Jeg er virkelig træt af at skulle fiske efter de mails, der har et reelt indhold. Nu glæder jeg mig bare over, at det ikke er lige så slemt, som det har været. Og i den anledning vil jeg gerne takke GMerne for deres arbejde. På grund af deres ihærdighed og 'anmeld misbrug-funktionen' er min inbox efterhånden meget normal, siger The_Iceman.

Ifølge Hattrick Press i Danmarks oplysninger er det forskelligt, hvad der tillades flagsamlere fra nation til nation. Men generelt kan man sige, at det ikke er tilladt nogle steder at sende en mail med indhold som det, The_Iceman nævner.

Til gengæld ser man nogle steder mildere på, at man sender en venskabskampanmodning kombineret med en hilsen i brugerens gæstebog.

En idé til at få fat i nogle af de mere eftertragtede flag kan være at melde sig ind i nogle af de mange flagsamlerforbund, der findes. I visse af forbundene, som har adskillige medlemmer fra nogle af de mindre HT-nationer, arrangeres der konkurrencer om flagene.

Det er kun Hattrick-supportere, som kan gå på jagt efter flag til deres samling blandt de nuværende 128 Hattrick-nationer.

2011-07-02 01:36:15, 1603 views

Link directly to this article (HT-ML, for the forum): [ArticleID=13402]

 
Server 071