We use cookies - they help us provide you with a better online experience.
By using our website you accept that we may store and access cookies on your device.

10 år med Hattrick

11/11-2002: En mail en med en bekræftelse på at ’CoachOle’ nu var en rigtig manager blev modtaget. Vejgaard Forest var født, og vejen til storhed påbegyndt.

Her er lidt brudstykker af mine oplevelser i de 10 år. :)

Det er således lidt mere en ti år siden at jeg ikke kunne få en hånd i det obligatoriske spil hjerterfri på Uni, og jeg derfor i stedet kiggede min studiekammerat ’S04Allan’ overskulderen og ”kunne da ligeså godt selv prøve det der Hattrick.” Selvom det måske så noget simpelt ud i forhold til CM, som jeg jo havde spillet meget. Faktisk så meget at det gik ud over mit studie, og jeg derfor havde pålagt mig et forbud mod fodboldmanagerspil. Men Hattrick var jo simelt, og kun en kamp om ugen, så – helt ærligt – hvor lang tid kan man bruge på det?

Nu står vi her ti år senere, og så meget klogere! Hattrick tager tid – meget tid. F.eks. har jeg lige købt en ny målmand fordi min eksisterende ingen dødboldsevne havde. For hver af de prospects jeg kiggede på var jeg inde og tælle hvor mange DB-mål, han havde indkasseret i den seneste 1½ sæson.

August 2003
Jeg sidder nu på en kobberrørsfabrik i ’udkantskina’. På fabrikken er der for tiden to kinesiske studerende. Det er så vidt jeg ved de eneste to på fabrikken – ja måske i hele byen - som snakker engelsk. Måske er der på det hersens Hattrick konference nogle at snakke med? Og det må man sige at der var. På den danske del var der nogle garvede brugere som fyldte meget med deres boostdiskusioner, mens der hver uge kom nøjagtigt de samme spøgsmål fra nystartede managere. På den kinesiske – som dengang primært var et tilholdssted for ex-pats og derfor foregik på engelsk, var der et hyggeligt sammenhold. Jeg endte også med at give den kinesiske U-20 træner (hvis navn nu er glemt) en hånd ved at scoute samtlige kinesiske klubber for unge spillere. Vejgaard Forest har været en tur nede i V, men rykker op igen efter en sæson i V.

Januar 2004
Hjemvendt fra Kina og klar til studiets sidste semester. Med i tasken er der en nybegynderguide som dækker de spørgsmål der dukkede op igen og igen på konferencerne. Jeg aner nul og niks om programmering af hjemmesider, men fik den publiceret via HT-arena, og den blev vel modtaget. Jeg havde vel ramt et tomrum. Sideløbende med studierne blev guiden udvidet (bl.a. med grov copy-paste fra Bottom Division Federations hjemmeside) og oversat til engelsk.

Brugeren ’ CoachOle’ var ved at flytte sig fra ’ny’ til ’garvet’ på konferencen.
Vejgaard Forest spiller til midterplaceringer i IV. Dog sluttede studietiden med en nedrykning til V.

September 2004
Studierne er afsluttet, men drømmejobbet lader vente på sig, men det gør jo bare at jeg så kan ’arbejde’ fuldtid på Hattrick, måske lige bortset fra en ½ times tid ind imellem på at skrive ansøgninger. Alt bliver læst på konferencen og det meste bliver kommenteret. Den danske, den globale stadig den kinesiske samt udvalgte andre engelsk sprogede. ”Du læser alligevel det hele, så vil du ikke give en hånd med som MOD?” kom spørgsmålet fra den siddende danske MOD. Og jo, det kunne jeg da godt.

Trods det store tidsforbrug på Hattrick, tog det denne gang to sæsoner i V, før Vejgaard Forest igen kunne kalde sig IV-hold.

På trods af den lident imponerende succes med eget hold, fortsatte rosen til nybegynderguiden med at komme ind. Det må være et klassisk eksempel på at Those who can’t, teach som man siger på angelsaksisk. Ja, den dag i dag møder jeg indimellem) managere som siger de har fået deres HT-opdragelse på den orange-brune hjemmeside.

August 2005-januar 2007

Endnu en gang befinder jeg mig i ’udlandet’, denne gang i Udkantsgrønland også kendt som Qasigiannguit. Nogle af byens beboere kan snakke dansk, men de fleste holder sig til grønlandsk, så Hattricks konferencer er stadig et vigtigt socialt medie for mig.

Kæresten var skredet i foråret, hun syntes ikke det var i orden at jeg sad dagen lang på Hattrick og oven i købet indimellem vækkede hende fordi der kom en SMS med besked om at der blev budt på den spiller jeg havde i kikkerten, og som jo havde deadline midt om natten. Og da så drømmejobbet viste sig i Grønland var der ikke noget som holdt mig tilbage.

Vejgaard Forest spillede sig til en hel række 4. og 5. pladser i IV, indtil lige omkring vores 4-års fødselsdag, hvor holdet måtte sande at de skulle blive til endnu en tur ned i V.

Januar 2007
MOD-arbejdet giver både positive og negative oplevelser. Nogle af de negative hænger ved: En lillejuleaftensdag på det globale non-HT forum hvor en uskyldig diskussion om basketball ender i frygtelige racistiske bemærkninger (’jeg ville ønske Hitler havde gjort sit arbejde færdigt” i en diskussion med en Israeler); at komme som ny MOD ind på et indtil da ureguleret forum og prøve at tage teten; at skulle give sidste advarsel og endog udsmidning af ellers aktive brugere, som lige får logget ind i ikke-helt-ædru tilstand en gang for meget; at prøve forgæves at argumentere imod GMs som man syntes var uretfærdige i en sag eller decideret blive truet på liv og førlighed – selvom ’Jeg ved hvor du bor’ preller lidt af, når jeg nu bor så langt væk fra alting som jeg gør.

Men også nogle af de positive hænger ved bl.a. en diskussion med en bruger som efter en del skriven frem-og-tilbage endte med et: ”Ah, jeg har ikke fået min morgenkaffe. Du har ret, og undskyld jeg har været besværlig.” Samarbejdet med de andre MODs må også fremhæves, men især følelsen af at have gjort mit til at konferencerne er et rart sted at komme bl.a med et spil som HT-Robinson.

Men en ny kæreste var kommet ind i billedet. Denne gang komplet med bonusbørn, så tiden var inde til at give MOD-kasketten videre efter 814 dage.

Heller ikke denne kæreste var fuldt forstående for behovet for at stå op om natten for at være med i en budkrig, og et af vores skænderier tog da også udgangspunkt i mystiske SMS-beskeder på underlige tidspunkter af døgnet. De hjalp dog lidt da hun så at de ikke kom fra en hemmelig elskerinde. Hun skulle bare vide…

Vejgaard Forest blev til Qasigiannguit Forest, og fik denne gang 3 sæsoner i V før vi fik taget elevatoren til IV igen.

Januar 2008-oktober 2011

Hattrick-indsatsen svinger op og ned. Nogle gange tager min ingeniørbaggrund over og jeg sidder og forsøger at knække formlerne bag Hattrick, til andre tider er der mere travlt med det søkaldte IRL, og Hattrick-holdet styres med venstre hånd.

Selvom der i dag findes mange hjælpeværktøjer på nettet, og at de med Foxtricks kun er et klik væk, så benytter jeg mig stadig af nogle af de værktøjer jeg selv har udviklet: Holdånden, sæsonøkonomien og træningslængder beregnes i Excel

På dette tidspunkt er den defensive tekniske angriber koden til succes i Hattrick og der indkøbes et par unge teknikere mhp. optræning af disse. Noget kunne dog tyde på at selve Hattrick blev styret med venstrehånd i hvert fald var der noget slingrekurs især på denne type spiller. Jeg er dog en af de få stædige som ikke gav slip på mine tekniske angribere da de ellers blev nerfet, og Søren Søndergaard – med kælenavnet Tupinnaannartoq (grønlandsk for Legendarisk) har her knap 5 år senere stadig en rolle på holdet.

Nogle gange når lysten til Hattrick var minimal fandt jeg styrke og sammenhold i små tæt knyttede forbund, her kan nævnes Nordkraft, Operation Forvandling, 100% Dansk og SWOT. I Operation Forvandling blev grundstenen lagt til det holdet er i dag: Fokus på specieliteter og multiskill – samt lavt lønniveau, i 100% Dansk blev en andet af holdets grundfilosofier cementeret: Alle spillere skal være danske, så vi sparer de 20% i løn, og i SWOT bliver strategien til stadighed finpudset med hjælp fra dygtige folk. Igennem Nordkraft kunne jeg bibeholde min tilknytning til Aalborg, men det forbund er desværre gået helt dødt, måske bortset fra at mit ungdomshold stadig spiller i en liga som startede i Nordkraft.

Efter at DTA’erne blev nerfet skiftede vi træningsfokus til fløj, siden forsvar og nu spilfordeling. Det kunne tyde på at strategien skiftede nærmest fra sæson til sosn, men faktisk er der mening med galskaben. Bl.a. har klubben nu tre yderst kompetente backer, mens der er et par forsvarsspillere med gode spilfordelingssideskills på vej, hvoraf især klubbens eget YP Tejs ’Nuunu’ Dalum skal fremhæves da han fik en sæson på Danmarks U-20 hold.

I 2008 var klubben en enkelt sæson i V, og igen i 2010 - efter at have vundet IV i sæson 39 (men tabt kvalifikationskampen) blev vi nummer 8 i sæson 40 – og så tog det tre sæsoner om at komme tilbage til IV.

Og så – i oktober 2011 – skete miraklet – oprykning. Qasigiannguit Forest var nu et III-hold.

Oktober 2011 til nu
Lysten til at spille Hattrick er så høj som nogensinde. Holdet klarede sig rigtigt godt i den nys overståede sæson (mere pga. en venlig ME), og en oprykning til II er nu indenfor rækkevidde – og det med noget nær det laveste lønbudget i III.

Men i kraft af holdets langsigtede strategi er der egentlig ikke så meget at lave i de mange timer jeg spenderer på Hattrick. Vi trader ikke, men træner spillere til eget hold, så der er ikke meget ved at kigge på transferlisten. Holdet er fleksibelt, så der kan bruges en del tid på at kigge på modstanderne og få sat holdet.

Jeg holder mig til de to store danske fora (som konferencerne jo hedder nu) samt mine ynglingsforbund, så heller ikke her kan min Hattrick-tørst slukkes helt. På non-HT er der vokset en nyt form for konferencespil frem: Mafia. Her kan der også bruges et par timer eller tre.

Jeg har været så heldig i den tid jeg har arbejdet på Grønland at have en chef som har accepteret at jeg bruger et par timer om dagen på Hattrick – bare jeg så yder en indsats for firmaet når det kræves. Nu er jeg så selv blevet chef, og har derfor mere en et par timer i løbet af arbejdsdagen til HT. Og der bliver logget på Hattrick hver dag.

Er jeg ude at rejse uden internet eller bare sejler lidt rundt i de grønlandske farvande i et par dage, kan jeg mærke HT-feberen stiger i mig når jeg nærmer mig en internetforbindelse igen: Poppede den spiller nu som beregnet i fredags? Uh, jeg har ikke fået hevet en ny spiller op på ungdomsholdet – er det i denne uge vi fanger guldet (igen-igen)? Er formen ændret på ham modstanderens nøglespiller? Er det nu ham El-Barto der er Mafia igen? Skulle der mon være et nyt finurligt afsnit af Leo Lummerkrog-sagaen? Vandt jeg endelig en turneringskamp i SWOT-forbundet?

Det var de første ti. Nu venter de næste ti.
Måske er det nu at vejen til storhed, endelig hører op med at være en vej, og vi når målet? Tak til alle der har været en del af min Hattrick oplevelse – især Allan for at introducere mig til spillet.

2012-11-17 00:58:12, 1642 views

Link directly to this article (HT-ML, for the forum): [ArticleID=16278]

 
Server 071