Vi bruger cookies - de hjælper os med at give dig den bedst mulige onlineoplevelse.
Ved brug af vores hjemmeside accepterer du, at vi må gemme og tilgå cookies på din enhed.

Hjælp »   Manual »   Venskabskampe 

Venskabskampe

For at give alle dine spillere træning på deres rigtige pladser er træningskampe altid en mulighed, hvis du ikke spiller i en pokalturnering. Ofte bliver de brugt til at lade reserverne spille og træne, men det kan også være en god måde at afprøve og træne nye taktikker og formationer. Eller hvorfor ikke udfordre din bedste ven til en kamp om ære?

Arrangere en venskabskamp

Den nemmeste måde at arrangere en venskabskamp på er at tilføje dit hold til venskabspuljen fra din side med udfordringer. Vælg, hvilken type kamp og modstander du ønsker, så bliver der automatisk arrangeret en kamp mod et hold fra puljen (så snart du opfylder de kriterier, et andet hold har sat, og de matcher dine kriterier).

Så længe du ikke spiller i en pokalturnering og ikke allerede har arrangeret en venskabskamp, kan du udfordre enhver modstander, som heller ikke har en kamp. Nogle hold kan dog ikke være mulige at udfordre på grund af deres indstillinger eller status på deres Manager Licens.

Alle dine udfordringer (inklusive hold som har udfordret dig) er vist i menuen under "Udfordringer". Så snart en venskabskamp er arrangeret, vil den optræde på din kampside, og du kan udvælge dit hold som sædvanligt.

Venskabskampe i sæsonpausen

I uge 15 og 16 i sæsonen kan du også spille venskabskampe i weekenden, så længe du ikke skal spille en kvalifikationskamp.

I løbet af denne periode vil det være en smule anderledes at arrangere en venskabskamp. Når du udfordrer, vil der være en rullemenu, hvor du kan vælge, om udfordringen skal være en venskabskamp i løbet af ugen eller i weekenden.

Tidsrummet, hvori man kan udfordre til en venskabskamp i weekenden, international såvel som national, vil være fra mandag kl. 6:00 til fredag kl. 23:59.

Typer af venskabskampe

Der er to slags venskabskampe: venskabskamp (normal) og venskabskamp (pokalregler). Med pokalregler bliver kampen afgjort efter forlænget spilletid (og måske straffesparkskonkurrence), hvis den er uafgjort efter fuld tid.

Internationale venskabskampe

Du kan vælge at spille i udlandet eller invitere et hold fra et andet land til dit stadion. Hvis du spiller i udlandet, vil kampen blive spillet på stadionets lokale kamptidspunkt. Hvis du f.eks. spiller i Portugal, vil kampen blive spillet på det sædvanlige portugisiske onsdagskamptidspunkt (21.45 Central European Time CET).

Uanset hvor du rejser hen, vil dit hold tage af sted tirsdag kl. 18.00 (CET) og vende tilbage torsdag kl. 8.00 (CET). Internationale venskabskampe skal være arrangeret senest tirsdag kl. 18.00 (CET), og du kan ikke arrangere en ny, før dit hold er vendt hjem om torsdagen. Hvis dit hold ikke spillede en international venskabskamp, kan du fra kl. 6.00 (CET) torsdag arrangere en international venskabskamp til ugen.

Hver rejse vil koste dig 6 000 US$, men internationale venskabskampe har til gengæld en tendens til at tiltrække flere tilskuere.

Diverse

Der dukker væsentligt færre tilskuere op til venskabskampe end til betydende kampe. Venskabskampe med pokalregler tiltrækker flere end almindelige venskabskampe, og internationale venskabskampe tiltrækker endnu flere.

Selvtillid og holdånd bliver ikke påvirket, og det gør fans og deres humør heller ikke. I øvrigt er skadesrisikoen ikke reduceret, blot fordi det er en venskabskamp.

Spille på neutral bane

Hvis du vil spille en venskabskamp uden at et af holdene får hjemmebanefordelen, kan du vælge at spille på neutral bane. Men hvis du vælger et stadion i din egen region, vil du stadig få hjemmebanefordelen (selv hvis du står som udeholdet). Stadionets ejer vil ikke tjene penge på disse venskabskampe.

Uanset hvor du vælger at spille vil enhver kamp mod et udenlandsk hold blive anset som en international venskabskamp.

 
Server 071